SAMARBEJDSPARTNERE
&
HJÆLPEORGANISATIONER

Samarbejdspartnere

TrygFonden

TrygFonden arbejder for, at alle i Danmark kan tage ansvar for egen og andres tryghed. De seneste år har TrygFonden anvendt 600 millioner kroner om året på projekter inden for kerneområderne sikkerhed, sundhed og trivsel. De har hjulpet LOCOmotivet med donationer til vores uddannelsesdage, så vi fortsat kan uddanne nye, dygtige undervisere. Følg dem på Facebook.

En Af Os

En Af Os er en landsdækkende kampagne, som har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. En vigtig del af indsatsen udgøres af frivillige, som kaldes ambassadører. Ambassadørerne er mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom, er pårørende, er aktiv i en bruger-pårørendeorganisation, er chef, kollega, studerende, politiker eller noget helt andet. LOCOmotivet anvender ofte ambassadørerne i vores arbejde. Følg dem på facebook.

Landsforeningen Snak om det...

Landsforeningen Snak om det…  har til formål at inspirere voksne mennesker til mere god snak med børn om sindet og psykiske lidelser. Dette gøres med henblik på at bryde fordomme og tabuer så tidligt som muligt, og fremme trivsel, respekt og medmenneskelighed mellem børn såvel som voksne. Følg dem på facebook.

Skarpe hjerner - Varme hjerter

Skarpe hjerner – Varme hjerter  er en rekrutteringsindsats, der har til formål at informere medicinstuderende og yngre læger om ansættelse og karrieremuligheder i psykiatrien i Region Midtjylland. Ved hjælp af engagerede yngre læger, informationsmateriale, oplæg og info-møder fortæller lægerne om deres overvejelser, erfaringer og valg af speciale. Se mere på www.skarpehjerner.dk og www.facebook.com/Skarpehjerner.

Skarpe hjerner – Varme hjerter støtter LOCOmotivets indsats med undervisning om psykisk sårbarhed i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

.

Hjælpeorganisationer

Alkolinjen

Alkolinjen er en national online- og telefonrådgivning, hvor man gratis og anonymt kan få støtte og hjælp til sit eller sin pårørendes alkoholproblemer, af professionelle rådgivere. Rådgivningen er for dig, der drikker for meget, og dig, der er pårørende til en der drikker. Tilbuddet kræver ikke henvisning.

Sindslidendes vilkår

SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende. SIND fungerer både som brobygger mellem de daglige oplevelser i psykiatrien og de informationer, som embedsmænd og politikere baserer beslutninger på, samt at de hjælper, når den enkelte familie eller sindslidende pludselig står i en svær situation. SIND støtter og driver tilbud om dialog, information, juridisk bistand, uddannelse og rådgivning samt meningsfuldt samvær med ligestillede. Dertil kommer oplysningsarbejde og politisk indflydelse.

Børnetelefonen

Børnetelefonen tilbyder telefonisk støtte til børn og unge. Det er helt gratis at ringe ind og få gode råd omkring bekymringer, problemer og tanker. Når du ringer til børnetelefonen, er det helt anonymt. Børnetelefonen er åben alle dage, året rundt kl. 11-02 på telefon 116 111.

Psykiatrifonden

Find viden om psykiske lidelser og øvelser til håndtering af forskellige lidelser. Psykiatrifonden tilbyder telefonisk og skriftlig rådgivning til personer, der har en psykisk lidelse, synes livet er svært eller er pårørende til en med psykisk lidelse.

Livslinien

Livslinien tilbyder frivillig telefonrådgivning til mennesker i krise, med selvmordstanker, eller til bekymrede pårørende. Telefonlinjerne er åben alle dage, året rundt kl 11-04. Tlf.:  70 201 201

Headspace

Headspace tilbyder fysisk eller online rådgivning om bekymringer og udfordringer for børn og unge mellem 12-25 år. Mød enten op på et af mødestederne eller skriv på chatten. Intet er for stort eller småt, og det er dig, som bestemmer, hvad vi skal tale om.

Mindhelper

Hos Mindhelper kan du finde information om mental sundhed, råd til at håndtere problemer samt hjælp-til-selvhjælp, vejvisning til relevante hjælpetilbud og personlig rådgivning gennem deres brevkasse. Mindhelper har desuden hjemmesiden mindhelper-skolen.dk, hvor der bl.a. ligger et gratis online-forløb om angst.

TUBA

TUBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Hjælpen er gratis, og alle ansatte og frivillige har tavshedspligt og er her for at hjælpe dig.

Angstforeningen

Hos Angstforeningen kan du indhente mere viden om angstlidelser, behandling mv. Herudover tilbyder angstforeningen telefon- og chatrådgivning til personer der er ramt af angst eller er pårørende til en angstplaget.

Foreningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Hos Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade kan du indhente mere viden om spiseforstyrrelse og selvskade. Herudover tilbyder de rådgivningssamtaler ved foreningens lokale afdelinger i Århus, Odense, København, Næstved og Aalborg. Og alle kan benytte sig af foreningens telefon- og chatrådgivning, hvis man har brug for at dele sine tanker eller snakke om sine problemer med en forstående person.

DepressionsForeningen

DepressionsForeningen formidler viden om sygdommene depression og bipolar lidelse. Desuden kan man her få mere viden om behandlingstilbuddene, forskningen inden for området og meget mere. Foreningen gør sig ikke til dommer over de forskellige behandlingsformer og muligheder. Foreningen tilbyder telefon-rådgivning, både til personer med depression og bipolar lidelse, samt deres pårørende.

Cyberhus

Cyberhus er et klubhus på nettet for dig, der er mellem 9 og 23 år. Du kan skrive til en voksen og få rådgivning i vores brevkasser og chat, dele dine tanker i ung-til-ung, lave billeder eller bare hænge ud. I Cyberhus kan du være dig selv og har du brug for en voksen, vil vi gerne lytte og prøve at hjælpe.